Det åndelige grundlag 1

Hermed genoptager vi serien om samfunds- og kulturproblemer, som har været afbrudt i 2017.  Denne artikel er et redigeret afsnit fra min bog Materialismens sammenbrud.

Hvordan sikrer man det nødvendige åndelige grundlag i samfundet?

I svaret på dette spørgsmål er der intet nyt eller originalt. Tværtimod kan det ligefrem virke som en banal sandhed: Det åndelige grundlag, herunder menneskesynet og moralen, kan bedst sikres gennem opdragelse, undervisning og forskning i hjem, skole og andre private og offentlige bevægelser og institutioner, som traditionelt har været kirke og højere læreanstalter. For det må gennemtrænge samfundet således, at det bliver levende i vore hjerter og præger vores adfærd. Ellers er det kun et tom skal, som kan knuses, uden at der går noget til spilde.

En kendt europæisk videnskabsmand og filosof har sagt følgende: “Af alle de forfatnings-bevarende midler, som er nævnt, er en opdragelse af ungdommen i den enkelte forfatnings ånd det vigtigste, om end dette spørgsmål i vore dage bliver negligeret af alle. Lovene kan være så gode, de være vil, og have fået samtlige borgeres tilslutning; men de gør ingen gavn, med mindre de unge er opdraget og tilvænnet i forfatningens ånd … men at være opdraget i forfatningens ånd betyder ikke, at man gør det, som passer forfatningens tilhængere, men at man gør det, som, muliggør forfatningen” 1)

Det, Aristoteles her for over 2350 år siden kaldte forfatningens ånd, er i vor egen situation Hal Kochs “græsk-kristelige humanisme”, som er det ide-kompleks,demokratiet er udsprunget af, og uden hvilket det ville være utænkeligt. Men tanken har mere almen gyldighed. Vi kan erstatte ordet forfatning med ordet samfund – eller ordet kultur.

Dette er kontroversielt stof i dag. Især i de sidste 40 år har såkaldt progressive kræfter målbevidst prøget at bekæmpe “det åndelige formynderi”. De har drevet en sand heksejagt på autoriteterne. Indoktrinering blev et uartigt ord i samfunds- og kulturdebatten. Det var en udbredt opfattelse, at påvirkning med en bestemt ide eller holdning vil medføre åndelig stagnation og hindre en udvikling, hvor nye ideer og holdninger vinder indpas – at åndelig autoritet skaber passivitet og hindrer den enkelte i at udvikle sine nyskabende åndsevner. Derfor bør opdragelse og undervisning være “værdifri” eller “neutral”.

Der lå måske også en skjult politisk dagsorden bag fænomenet: Den gamle, åndelige virkelighed skulle afskaffes, så vejen var banet for nymarxismens rent materialistiske grundholdning?

Tanken er lige så forkert, som den er udbredt. Begrebet “værdifri opdragelse” er direkte selvmodsigende. Man kan kun opdrage til eller påvirke med bestemte værdinormer. Drage er et gammelt dansk ord for trække. At opdrage er altså at trække os op fra noget lavere til noget højere – fra barbari til højkultur, baseret på åndelige grundværdier med en ufattelig høj grad af sandhedsværdi. Det er ligefrem tåbeligt at tro, at gennemsnitsborgeren – for ikke at tale om børnene – besidder så megen viden, erfaring og fornuft, at de kan forstå disse tilværelsens inderste gåder, som har plaget de største tænkere gennem tiderne, eller blot foretage et rationelt vælg mellem de forskellige ideer og holdninger, som er til fals på opinions-markedet. Resultatet af en bevidst “værdifri påvirkning” ville være – og er rent faktisk blevet – rodløshed, forvirring og angst. Og så er vejen netop banet for en vild manipulation med angste og rodløse mennesker.

Et samfund uden åndelige autoriteter er inderligt naturstridigt. Det er faktisk meningsløst. Der er noget tragikomisk og hjerteløst o0ver et samfund, i hvilket filosoffen svigter kulturen, statsmanden folket, læreren eleven, forældrene børnene og overlader dem til deres egen hjælpeløshed i demokratismens og den moderne pædagogiks og psykologis hellige navn. – det er ganske enkelt regulær omsorgssvigt på alle niveauer.

Hvor meget der er dumhed, og hvor meget forbrydelse, kan vi ikke vide. Men den næsten systematiske etablering af et åndeligt tomrum er uhørt i kulturhistorien. I dag kan man næsten få indtryk af et kulturelt selvhad, hvor de gamle normer ligefrem  bli ewf genstand for hån og foragt. Det vil føre til et kulturelt sammenbrud. Spengler mente allerede i begyndelsen af 1900-tallet, at5 det snart ville ske, og at den europæiske kultur så ville blive fortrængt af andre kulturer. Også Spengler var nok for langt forud for sin tid. I dag kan vi se, at det godt kan ske. Men ingen gammel højkultur kan erobres udefra, hvis den ikke først har ødelagt sig selv indefra. Og det er præcis, hvad vi er i færd med.

De af os, som er født for midten af 1900-tallet, var udsatte for en massiv og utilsløret indokrrinering med ganske bestemte religiøse og politiske grundværdier og bestemte adfærdsnormer. Men vi afviste ikke uden videre alt det nye, som kom frem i efterkrigstiden. Vi var såmænd tvært imod rigeligt fascinerede af det. Men vi lod os bare ikke uden videre rive med. For vi var ikke ubefæstede sjæle, som mange unge er i dag.

Spørgsmålet er, om man overhovedet kan fastholde store åndelige grundværdier med en højere visdom i et demokrati. For flertallet besidder jo ikke en sådan højere visdom. Da vi indførte en demokrati-lignende styreform i 1849, tog vi fda der første skridt på en vej, som måtte føre til et kulturelt forfald? Niveauet blev i hvert fald lavere. Det vidste vi godt. Og vi accepterede det, fordi vi troede, at det var demokratiets pris, og at oplysningen ville gøre os klogere. – Men i de første 120 år fastholdt vi stort set højkulturens store åndelige grundværdier i demokratiet. Det er først i de sidste 50 år, forfaldet er blevet tydeligt.

Folket må have indflydelse på de områder, hvor det er kvalificeret til at træffe fornuftige beslutninger. Men når det gælder de åndelige grundværdier, må vi have en højere visdom med. I løbet af 1900-tallet blev samfundet stadig mere demokratisk. Det kunne gå, så længe de åndelige grundværdier var nogenlunde intakte, det intellektuelle og moralske niveau var højt, de indflydelsesrige akademikere havde en klassisk dannelse, og der var disciplin og respekt for naturlige autoriteter. Meget af det er væk nu. Det taktiske aspekt og det gustne overlæg – massesuggestionen – accepteres i dag som et naturligt udgangspunkt i samfunds- og kulturdebatten. Ideerne er ganske enkelt ved at forsvinde fra politikken. De er som, om ingen længere interesserer sig for sandhed og retfærdighed – som om de hele tiden overtrumfes af taktik og populisme. Og der er ikke rigtigt længere nogen, som protesterer imod det.

Der har altid været store problemer i demokratierne. Og de har altid været genstand for voldsom debat, allerede i oldtidens Grækenland. Men efter 2. verdenskrig forstummede kritikken.  Vi havde oplevet de store, grusomme diktaturer i Europa. og så gik der panik i os, og vi endte i den modsatte grøft. Der gik “isme” i demokratiet, som, næsten blev vores nye religion. Det blev syndigt at anfægte det, selvom det stadig var behæftet med store fejl. Nu, 70 år senere, må vi omsider besinde oss og genoptage debatten. Ikke for at afskaffe demokratiet. Det skal stadig være en vigtig del af den blandede styreform. Vi skal ikke kopiere fortidens historisk betingede styreformer. Men de åndelige grundværdier, samfundet er bygget på, må formaliseres i grundloven. I dag sker det modsatte. Stærke kræfter vil have fjernet de sidste rester af den åndelige virkelighed, både i den danske grundlov og i EUs såkaldte forfatningstraktat. De er i færd med at grave fundamentet væk under samfunds-bygninen. – Ja, hele vores kultur.

Hvis begrebet samfund overhovedet skal give mening, må der være noget at finde sammen om: De fælles åndelige grundværdier, som, bestemmer vore tanker og handlinger, når det kommer til stykket – som styrer vores adfærd. Et homogent samfund kan bedre fungere uden evindelige ødelæggende kriser og konflikter, da løsningerne i høj grad vil være bestemte af de fælles åndelige grundværdier. Vi kan slås om detaljerne. Men så længe der er bred enighed om grundværdierne, kan det ikke gå helt galt. Men de skal naturligvis vedligeholdes som alt andet.

___________________

1)  Aristoteles´ statslære. Oversat af William Norvin og Peter Fuglsang. Gyldendal 1946 s. 253.

En dristig hypotese

Hermed genoptager vi artikelserien efter pausen – lidt forsinket. Dette indlæg er et redigeret afsnit fra min bog Materialismens sammenbrud.

Fremtidens historikere vil se tilbage på den ensidigt materialistiske grundholdnings herredømme som et relativt kort intermezzo i den europæiske kulturhistories store melodrama.
____________________________________________________________

Hvad skal vi gøre?

Vi kan ikke bare skrue tiden tilbage. Vi skal ikke vælge mellem intellekt og intuition – mellem videnskab og mystik – mellem det materielle og det åndelige.

Derimod er det en fascinerende, men unægtelig også en dristig tanke, at videnskab og mystik engang sammen vil gå op i en højere enhed på et hidtil ukendt højt niveau! – at den skarpe  sondring mellem det åndelige og det materielle dybest set er kunstig og ikke kan opretholdes i længden.

I en berømt lille klassiker, essaysamlingen “De to Kulturer”, påstod C.P. Snow, at humaniora og naturvidenskab er to forskellige verdener, som aldrig kan forenes. Det var en plausibel teori dengang i 1962, hvor materialismen endnu forekom uimodståelig. Men i dag aner vi omsider, at Snow måske tog fejl. 1).

Både i religionen og i filosofien – og også i de nyere åndsvidenskabelige retninger, finder vi den tanke, at den lavere menneskelige natur fik overhånd over det åndelige – det guddommelige. Mennesket havde engang en højere åndelig erkendelse, som det efterhånden mistede. Det levede sig stadig mere ind i det materielle og udviklede således den snævre intelligens, vi kender i dag. Men vi vil engang generobre det åndelige, men uden at miste vor indsigt i det materielle.

Interessen for de mere åndsvidenskabelige, nyreligiøse, okkulte og esoteriske bevægelser bliver stadig større. Det er de forskellige åndsretninger, som beskæftiger sig seriøst med det åndelige og det, vi kalder det overnaturlige, fordi vort materialistiske begrebsapparat ikke længere er indstillet på den åndelige virkelighed.

Foreløbig er disse bevægelser dog ret diffuse. Nogle af dem har været sammenfattet i begrebet New Age, som dog mere er en modstand imod eller et ubehag ved materialismen end en blot nogenlunde afklaret virkelighedsopfattelse. Men bevægelsen søger netop at tilfredsstille det moderne menneskes behov for videnskabelighed – samtidig med at behovet for åndelighed tilgodeses. Kombinationen af det materielle og det åndelige er en af årsagerne til den store gennemslagskraft, bevægelsen trods alt har haft i de sidste 30-40 år.

De nye bevægelser beskæftiger sig også med forholdet mellem religion og videnskab. I sin bog om New Age skriver Karl Aage Kirkegård: “Når religionen er afdækket i sin renhed, vil dogmer, trossætninger og overtro forsvinde, og religion vil betragtes som et naturligt led i menneskets voksende erkendelse. Derved vil skellet mellem videnskab og religion forsvinde, og de vil supplere hinanden som forskellige måder at nærme sig den samme mangedimensionerede … virkelighed på … Religionen vil udvikle sig til at være en naturlig del af livet, en indre livsnerve, der ved at stimulere hengivenhed og kærlighed får kanaliseret sjælens energi gennem personligheden”. 2).

Også antroposofien er inde på noget i den retning. Filosoffen Oscar Borgman Hansen skrev allerede i 60’erne: “… ret beset må udviklingen føre videnskaben og kristendommen sammen til en anden form for sameksistens, nemlig den, hvor begge anerkender, at der findes en åndelig viden. Videnskaben må føre os til at indse, at der findes en åndelig verden. Og kristendommens indhold gribes ikke blot i tro, men fattes også i viden. Videnskabens udvikling kræver dette. Kristendommens udvikling kræver det samme, hvis kristendommen da skal kunne forløse hele menneskelivet. Det er en indskrænkning af kristendommen, hvis man ikke tror, at den kan forløse den menneskelige erkendelse fra den nat, som materialismen har ført os ind i”. 3).

Rudolf Steiner ville ophæve skellet mellem tro og viden. I Tankens magt hedder det: “Antroposofien rækker ud mod en åndelig verden. Vil man nå og forstå denne verden, er de åndsvidenskabelige redskaber utilstrækkelige, og man må betjene sig af evner som intuition og meditation … han opgiver den gængse skelnen mellem tro og viden. Når dette skel falder bort, fremgår det, at adskillelsen blot har bevirket, at troen er blevet svækket og har måttet leve som en diffus tilbøjelighed samtidig med, at viden og videnskab er blevet indskrænket til en banal afsøgning af kendsgerninger om sanseverdenen. Foreningen af tro og viden skaber derimod en kraftig livserkendelse, som knytter sanseverdenen og åndeverdenen sammen.”

Selv i psykologien er den knivskarpe sondring mellem det åndelige og det materielle blevet anfægtet. Jung forholdt sig kritisk til den etablerede, materialistisk inspirerede videnskabelige psykologi. Han beskæftigede sig ikke kun med individuelle, specifikke psykiske mekanismer. For ham er seksualiteten ikke det afgørende, når man skal forstå psyken. Det er en langt mere almen og omfattende, kosmisk energi, en livsenergi eller bioenergi, der kommer til udtryk som psykisk energi. For Jung er psyke og materie ikke væsensforskellige. Der er visse lighedspunkter mellem hans og den moderne fysiks teorier. Jung mente, at kernefysikken og dybdepsykologien før eller siden måtte nærme sig hinanden, idet de fra hver sit udgangspunkt bevæger sig frem mod det oversanselige – det metafysiske.

Men selv videnskabsteoretikerne er begyndt at bevæge sig uden for rammerne af den ensidigt materialistiske virkelighedsopfattelse og opstille nye, dristige teorier ud fra de nyeste forskningsresultater. – En slags nøgler til forståelse af en ny og større virkelighed. Sondringen mellem videnskab og filosofi synes ikke længere så skarp, og der er en forventning om et paradigmeskifte, det vil sige en større eller mindre ændring af vor virkelighedsopfattelse.

Den amerikanske fysiker og New Age-tænker Fritjof Capra har påvist et forbløffende sammenfald mellem moderne fysik og orientalsk mystik. Den nye fysik anskueliggør på slående vis de to grundelementer i det orientalske verdensbillede: universets enhed og dets iboende dynamiske karakter. Den moderne fysik har “på dramatisk vis bekræftet en af grundtankerne i orientalsk mystik – at alle de begreber, vi bruger for at beskrive naturen, er begrænsede, at de ikke er egenskaber ved virkeligheden, som vi gerne tror, men er skabt af tanken og altså er dele af kortet og ikke af landskabet. Når vi udvider vores erfaringsområde, bliver den rationelle tænknings begrænsninger åbenbare og vi bliver nødt til at ændre eller måske helt opgive nogle af vores begreber.” 4). “Den kosmiske dans” manifesterer sig både i den ældgamle østerlandske visdom og i den moderne teoretiske fysik.

Det drejer sig også om at udvide bevidstheden. Allerede Jung mente,at vi i 1900-tallet vidste sige så lidt om menneskets sind, som naturvidenskaberne vidste om det fysiske univers i middelalderen, og han forudså en så stor vækst i vor viden om menneskets natur, at det ville ændre vor livsholdning fuldstændigt.

Oscar Borgman Hansen har engang skrevet noget, som i grunden er ganske tankevækkende: Tidligere var det at tænke videnskabeligt det samme som at søge en højere sandhed eller visdom. – Sådan må det blive igen en gang.

Fremtidens historikere vil se tilbage på den ensidige materialismes herredømme som et relativt kort intermezzo i den europæiske kulturhistories store melodrama

____________________

1) C.P. Snow: De to kulturer. Vintens Forlag 1966.

2) Knud Aage Kirkegaard: New Age. Forlaget Modtryk 1998 s. 29. 

3) Oscar Borgman Hansen: Kulturkamp. C.A. Reitzels Forlag 2004 s. 33.

4).Tankens magt: Red. Hans Siggaard Jensen, Ole Knudsen, Frederik Stjernfelt. Lindhardtog Ringhof 2006 s. 1697.

Moderne samfundsteori

Dette indlæg er et redigeret afsnit i min bog “Materialismens sammenbrud – på sporet af den tabte idealisme”.

Det virker nærmest, som om de nye “ismer” i samfundstænkningen er ved at tabe pusten. Den intellektuelle virketrang forekommer en smule anstrengt, fordi den hænger fast i den skrantende materialisme.
____________________________________________________________

Inden vi helt forlader kritikken af materialismen, må vi endnu kaste et blik på den moderne samfundsteori, de intellektuelle beskæftiger sig med nu, hvor teologien og filosofien ikke længere har den afgørende betydning.

Samfundsvidenskaben er blevet et meget omfattende og kompliceret – ja, uoverskueligt fænomen, fordi det omfatter flere områder som antropologi, sprogvidenskab, sociologi og videnskabsteori, og fordi der hele tiden opstår nye teorier. Det er, som om videnskaben har svært ved at følge med den voldsomme samfundsudvikling.Vi skal ikke her beskæftige os med alle de kendte retninger og deres indbyrdes sammenhæng, men blot nævne og kommentere enkelte vigtige træk:

Frankfurterskolen i Tyskland var inspireret af marxismen og forskede i forskellige samfundsteorier. Det var ikke en streng positivisme, men en kritisk teori, som også inddrog sociologi og psykoanalytisk teori i sine undersøgelser. Den talte tidligt om en falsk bevidsthed i befolkningen (jf. nazismen), om oplysningens, fornuftens og det modernes tvivlsomme anliggender. Væksten i materiel velfærd betales med åndelig forarmelse. Senere sagde Habermas, at den kulturelle forarmelse opstår, fordi der sker en elitær udspaltning af ekspertkulturerne fra den kommunikative hverdagspraksis. Og at samfundet har brug for et centrum – en mellemmenneskelig fællesviljes projekterende enhed. Frankfurterskolen prægede samfundsdebatten fra 20’rne til 70’erne. Ungdomsoprøret og venstrefløjen støttede sig til den. Fremmedgørelse var et nøgleord. – Men også Frakfurterskolens udgangspunkt var overvejende materialismen.

I 60’erne og 70’erne prægede strukturalismen samfundstænkningen. Dens førende skikkelse, Claude Levi-Strauss, havde tidligere ladet sig inspirere af antropologi, psykoanalyse og marxisme, men især sprogvidenskaben (semiotik), som skulle danne model for andre videnskaber, især social- og humanvidenskaberne. Den skulle være en altomfattende teori om verdens indretning. – En slags alternativ til den klassiske historiske udviklingsfilosofi. Således ville de humanistiske videnskaber også blive en slags eksakte videnskaber! Strukturalismen beskæftigede sig også med medier, ideologier, litteratur, psykologi, kunst og samfund. – Men var strukturalismen ikke bare en videreførelse af den ekstreme videnskabisme, som havde præget tænkningen i hele århundredet?

Siden 80’erne har den vigtigste hovedstrømning været postmodernismen, som adskiller sig fra den gamle modernisme (1870-1960), som trods sin provokerende og forargende adfærd ikke helt havde opgivet drømmen om det harmoniske – det gode, det sande og det skønne. Men postmodernismen går hele vejen og erkender, at verden er kaotisk og fragmenteret. Det er her, ordet brydningstid tydeligst og mest direkte kommer til sin ret. Alle gamle værdier er brudt op. Der er ikke længere nogen faste holdepunkter i tilværelsen. Fra nu af er alt muligt.

Den mest kendte postmodernistiske tænker er Jean-Francois Lyotard, som blandt andet siger, at “de store fortællingers” tid er forbi – for eksempel fortællingerne om kristendommen, nationalismen, marxismen, liberalismen og andre filosofier og ideologier. Herefter er det enkelte menneske frit stillet. Alle ytringer og tegn er lige gyldige og kan sættes sammen på nye måder og på alle områder. – I filosofi, politik, kunst og litteratur m.v.

I sin bog om det postmoderne (1986) skriver Morten Kyndrup, at vi befinder os i en brydningstid, fordi modernismens epoke tydeligvis er ved at være forbi. Det, som vil komme i stedet, kan vi så foreløbig kalde det postmoderne. Han mente, at humaniora gerne kan fortælle om “de store fortællinger”. Men den skal næppe repræsentere, fastholde og videreføre dem. For måske er de i virkeligheden undertrykkende! Mange små fortællinger er måske bedre end en stor universel (1).

Altså: Først forsømmer vi at vedligeholde de åndelige grundværdier, som har løftet og båret kulturen, for eksempel ved at udfase den fra opdragelse og undervisning. Så kommer postmodernisterne og siger, at vi må tage udgangspunkt i den kendsgerning, at værdierne er imploderet! Ikke noget med at genoprette eller sætte nye ideer i stedet. Således vender postmodernisterne hele den europæiske kulturtradition på hovedet i løbet af et par årtier. Noget lignende er aldrig sket tidligere. Heller ikke i andre kulturer.

I sådanne situationer er det altid en god ide at spørge: Hvem har gavn af det? Det har magteliten. For når de åndelige grundværdier er væk, er vejen banet for den vilkårlige magtudøvelse. Vi har ingen modstandskraft imod nye, besnærende systemer, som måske ligefrem kan virke forløsende for ubefæstede sjæle. – Sporene skræmmer.

Er postmodernismen slutspillet i Oswald Spenglers “Vesterlandets undergang”? – Et kulturelt forfald har i hvert fald fundet sted i det meste af efterkrigstiden. Med postmodernismen har det åbenbart fået samfundstænkningens blå stempel?

Den logiske empirisme og den analytiske filosofi er for længst løbet ud i sandet. Spørgsmålet er, hvor længe de nye “ismer” holder. Det virker nærmest, som om de allerede er ved at tabe pusten. Den intellektuelle virketrang forekommer en smule anstrengt, fordi den hænger fast i den skrantende materialisme. Sikkert er det, at der snart vil komme en ny “trend”, som vil få´et fint navn og blive dyrket af de intellektuelle. Og sådan kan brydningstiden fortsat manifestere sig, indtil videnskabismen lærer at kende sin begrænsning.

Der findes dog også gode tendenser i den moderne samfundsteori, som er forenelige med dette essays hovedteser:

Talcott Parsons sagde, at det er samfundets normer og værdier, der skaber sammenhængskraften og får det sociale system til at fungere. – Internaliseringen af fælles værdimønstre i personlighedens superego danner grundlag for fælles normer. Kulturen må´besidde en høj grad af autonomi og robusthed i forhold til individuelle værdier. Samfund er kun muligt, hvis dets medlemmer accepterer fælles værdier. Først da kan medlemmerne relatere deres handlinger til hinanden.

Jürgen Habermas mener, at man ikke kan lave samfundsvidenskab på samme måde som naturvidenskab. For så bliver kollektive mål og moral klassificeret som noget, der ikke kan debatteres rationelt, og den offentlige debat som forum for kollektiv viljesdannelse forarmes og fragmenteres. Videnskabstroen bliver til ideologi. Habermas mener, at systemverden og livsverden skal holdes adskilt – systemverdenen må ikke “kolonisere” livsverdenen, for mening, solidaritet og personlig identitet kan kun frembringes gennem sproglig kommunikation i livsverdenen.

Anthony Giddens siger, at vi er blevet mere selvrefleksive, fordi samfundet aftraditionaliseres: “Traditioner bliver i det moderne samfund konsekvent antastet og problematiseret. At følge traditionen skal i dag legitimiseres og retfærdiggøres, hvilket man ifølge Giddens ikke gjorde tidligere. Moderne mennesker vælger ikke automatisk at følge traditionen, og hvis vi handler med udgangspunkt i en tradition, gør vi det altid med en viden om, at vi kunne have gjort det anderledes. Det betyder, at det er op til os selv at vælge. Fællesskabet kan dermed ikke længere baseres på traditionen. Når traditionen forsvinder eller får mindre betydning, er det enkelte individ tvunget til at leve på en mere åben og reflekteret måde. Selvbestemmelse og frihed erstatter traditionens skjulte magt. Dermed ændres grundlaget for selvidentiteten – vores opfattelse af os selv. Før blev vores identitet skabt gennem nogle traditioner, men i det senmoderne samfund skal selvidentiteten … skabes og genskabes konstant. Det er også forklaringen på, at terapi og psykologisk rådgivning er blevet så populær i de vestlige samfund.” (2).

Zygmunt Bauman hævder, at modernismens drøm om orden og kontrol er kollapset. I postmodernismen kan individet vælge mellem mange muligheder. Men samtidig lurer tilfældighed, retnings- og formålsløshed. Individualisering og globalisering tærer på samfundets sammenhængskraft. Bange, ensomme mennesker uden et fællesskab vil blive ved med at søge efter et. Men de fællesskaber, de kan håbe på at opbygge i dag, er fællesskaber skabt af frygt, mistænksomhed og had. Den “flydende modernitet” er præget af opløsning og magtesløshed. Identitetens og individualitetens højsang synges på fællesskabernes og solidaritetens kirkegård. I det pluralistiske samfund står den enkelte alene og isoleret med frygten for at se livets tilfældige grundløshed i øjnene. – Hvem kan iøvrigt gøre fornuftige indsatser i et spil, hvis regler måske er ændret i morgen?

_____________________

(1): Morten Kyndrup: “Det postmoderne”. Gyldendal 1986 s. 198.

(2): Morten Hansen Thorndal: “Modernitetens politiske teoretikere”. Columbus 2004 s. 63.
____________________________________________________________

Efter sommerpausen vil vi bl.a. beskæftige os med spørgsmålet om, hvorvidt det endnu er muligt at forebygge sammenbrud ved at gennemføre drastiske ændringer af samfundet.